De 7 største forældretrends i 2017

Vi har set ind i krystalkuglen og forudsiger hermed de 7 største forældretrends i Danmark i 2017.

Den korte version – de 7 trends

  1. Byg din egen fødsel
  2. Farvel til den sidste curlingforælder; Goddag til Elsa-forældre
  3. Anti-digitalt forælderskab
  4. Økologi til folket
  5. Inkluderende familieliv
  6. Baby-universitetet
  7. Året hvor tilknytningsfokuseret forælderskab boomer!

1. Byg din egen fødsel

De seneste år har der været en stigende kritik af arbejdsforholdene på landets fødegange som følge af besparelser og øget arbejdspres, og i løbet af 2016 har flere jordemødre, samt Rigshospitalets overlæge Morten Hedegaard blandet sig i debatten med kritik og advarsler.

Flere vil ikke længere overlade deres fødsel til fødegangen og vælger hjemmefødsel, hvis de da ikke ligefrem går på det private marked for at designe den optimale fødselsoplevelse.

De kommende forældre deltager i mere omfattende fødselsforberedelse, som hos Fantastisk Fødsel eller Smertefri Fødsel, Mor dyrker graviditetsfitness, følger forældrebloggere og engagerer sig i online fællesskaber. Allerede i løbet af graviditeten indleder familien et samarbejde med en ammerådgiver. Omkring terminsdatoen går kvinden til sin akupunktør, zoneterapeut – eller jordemoder – og får vestimulerende behandling.

Det er ikke længere kun jordemoderen, der er med ved fødslen. Der er sket en stigning i udbydere af Doula-tjeneste, som flere og flere anvender, i høj grad på grund af den såkaldte “Doula-effekt”.

Naturligvis skal den unikke oplevelse, som en fødsel er, dokumenteres. Og her kommer fødselsfotografen ind i billedet, klar til at forevige fødslen.

2. Farvel til den sidste curlingforælder: Goddag til Elsa-forældre

Intet er så sikkert, som børns oprør mod deres forældre. De nye forældre i 2017 er vokset op med curlingforældre og helikopterforældre, der har banet vejen for dem og stået på spring i døgndrift for at gøre livet så nemt og udholdeligt som muligt.

Det er nemt at tro – især for ældre generationer – at curlingbørnene bliver endnu værre curlingforældre. Men nej – det stille oprør fra curlingbørnene kommer til udtryk i deres forældrestil. Forældreskab i 2017 kommer til at handle om fritgående børn og en afslappet, minimalistisk forældrestil, som nogle af os husker fra de svunde 1980’ere. “Let it Go” som Elsa siger.

Allerede tilbage i 2013 viste et studie at de overengagerede forældre, gør deres børn en bjørnetjeneste. Forældrenes høje engagement gør børn uselvstændige og usikre. Forældre vil ikke længere være helikopteren, der hænger over hovedet på afkommet, men det trygge moderskib, som børnene kan vende tilbage til, når de har brug for det.

Børn betragtes stadig som ligeværdige medlemmer af familien, men fordi Elsa-forældrene ikke længere vil bruge hver eneste lørdag på børnecentrerede aktiviteter, kommer vi til at se flere børn på “de voksnes” caféer, museer og biblioteker, hvor de passer deres egen verden, mens forældrene gør deres ting. Det er under familievenlige forhold, men uden at de voksne føler de nyder deres kaffe midt i et legeland.

Der bliver skruet ned for tætpakkede ferier, fritidsaktiviteter, og legeaftaler, mens far og mor lukker forældreintra og bruger tiden på meningsfuldt nærvær med børnene.

3. Anti-digitalt forældreskab

“Rewild the Child” og “Sharenting”

Selvom de nye forældre ser ud til at være rimelig laid-back, så er de i høj grad bevidste og aktive i de valg de træffer omkring børnene, især inden for den digitale verden.

I skolen har digitaliseringen gjort sin entre i alle fag, og der er fokus på at uddanne børn i at begå sig på de sociale medier. Der er skærme alle vegne og alle skærme spytter data og information ud i en lind strøm.

Ny forskning advarer om farene ved overstimulering, og forældre er bevidste og bekymrede om hvorvidt deres børn mister kontakt med basale menneskelige evner (1). En vej flere vælger at gå er mindre skærmtid, mere udeliv, yoga, mindfulness og grounding. Flere foreninger og skoler udbyder yoga til børn, og der er sket et boom i bøger og lydbøger om yoga, mindfulness og meditation til helt små børn.

Internettet er fuld af to ting; Katte og babyer. Sharenting – en sammensætning af Sharing og Parenting – handler om børns liv på deres forældres sociale medier. Ingen tidligere generationer har haft en så offentlig barndom (2). Vi er alle sammen bevidste om dilemmaerne i de sociale medier, men når vi har taget vores børn ind i ligningen, handler det ikke længere kun om online sikkerhed, men om et helt nyt paradigme indenfor forældreskab, som vi ikke tidligere har været nødt til at forholde os til. Bliver 2017 året hvor vi tager den store offentlige debat om børn på sociale medier? (3)

4. Økologi til folket

Vi forældre investerer mere tid og flere ressourcer i vores forbrug, og vi træffer informerede valg, når vi bruger vores penge. Vi vil have mulighed for at investere i produkter, der er holdbare og som ikke skader vores miljø.

I en verden med hurtig omskiftelighed, hvor vi har ting nok, bliver et simpelt liv noget unikt og særligt – noget der er værd at stræbe efter. Vi holder ikke op med at ønske os ting – men vi vil have bæredygtige produkter i høj kvalitet. 2017 forventes derfor at blive året for vækst i økologiske og bæredygtige produkter (4).

2017 bliver året hvor økologi, bæredygtigt legetøj og zerowaste ikke bare er forbeholdt de mest forhippede hippieforældre, og modstanden mod et grønnere liv vil være faux pas.

5. Inkluderende familieliv

Farvel tabuer og stereotyper

Nutidens forældre lever i en verden, hvor det at være transkønnet ikke er nogen “big deal”, og det at accepterer personer der bryder med stereotyper, er standard – og ikke noget der fortjener en medalje.

Vores opgave er at vise vores børn, hvor mangfoldig verden og hverdagen er, og hvordan vi bliver større og bedre mennesker af at omfavne den mangfoldighed. Og det kan vi netop vise vores børn – ved faktisk at gøre nøjagtigt som dem.

Har du nogensinde tænkt over, at når dit barn skal fortælle om en ny person, så er høreapparatet, benprotesen eller det at han/hun har to mødre, aldrig den første ting de fortæller? Det er heller ikke den 2. eller 3.ting, men ret ofte noget man selv finder ud af. Fordomme er noget vi lærer. Fremtidens forældre er opsatte og opmærksomme på ikke at lærer deres børn det.

Hvad enten der drejer sig om en klassekammerat der har protese, eller en drenggruppe i børnehaven der elsker at lege med Hello Kitty – moderne forældre tror på, at forståelse og accept er vejen til at nedbryde tabuer, stereotyper og kønsnormer.

Firmaer begynder også at dreje deres fokus over på mere inkluderende produkter og reklamer – fx legekøkkener til drenge og tech-legetøj til piger (uden at det hele er pink).

6. Baby-universitetet

Kodning, følelser og sanseleg

Vores børn skal i 2017 ikke bare lære om mangfoldighed. Forældre er i skyggen af 2008 blevet mere opmærksomme på tidligt at få deres børns læring på rette spor, og har øjne for aktiviteter, der stimulerer kreativitet og IQ.

Børn der lærer at kode er ikke bare forberedt på fremtiden, men udvikler også deres evne til at bruge logisk tænkning. Foreningen Coding Pirates har ventelister til deres workshops, og flere skoler har kodning på skemaet, og eksperter forudser at det i fremtiden vil være lige så vigtigt at kunne basal kodning, som basal læsning og regning (5).

Med filmen “Inside Out” fra 2015 er interessen for små børns følelser også steget. Vi har optaget af, hvordan børn forstår og kommunikerer deres følelser, og vi ønsker at vores børn skal være i stand til at udtrykke sig frit til os, deres forældre. En tur rundt på pinterest viser et hav af DIY-idéer til at træne barnets sociale evner. På folkeskolerne i Fakse undervises der endda i et særligt “socialfag” i helt almindelige klasser (6), og en skole Århus har i to hele klasser anvendt teknikker udviklet til børn med autisme og adhd (7).

Både i skolen og i hjemmet er der øget fokus på motorik og sanser. Vi ved at leg og aktiviteter der inddrager sanserne hjælper udviklingen på vej, helt fra fødsel. Vores lange barsel har skabt et stort marked for babyaktiviteter, som motorik og babysvømning, og jo mere bevidste vi bliver om sansers indflydelse på senere kreativitet og læring, jo mere populært vil det være at deltage i den slags aktiviteter.

7. Året hvor tilknytningsfokuseret forældreskab boomer!

Vi tror fuldt og fast på, at 2017 bliver året, hvor vi ser et boom i forældre omkring blidt forældreskab. Måske når flere af Baby-universitetets forældre opdager, at trygge børn lærer bedst, eller når de kommer i kontakt med doulaer, private jordemødre, akupunktører og andre eksperter i forbindelse med deres skræddersyede fødsel.

Vi har mere end nogensinde før adgang til eksperter og fællesskaber, der kan gøre os til bedre forældre. Og det bliver gennem forskning stadig mere tydeligt, hvor afgørende tilknytning er. Læs den hurtige introduktion til hvad Attachment parenting er her!

 

Er du enig? Hvilke trends forudser du? Del gerne med os!

 

Familieliv, Fællesskab
Forrige artikel
Næste artikel

You Might Also Like

No Comments

Leave a Reply