Søvntræning – og hvorfor forskning er ligegyldig…

Hvis noget kan sætte sindene – og debatten på de sociale medier – i kog, så er det søvntræning. Intet deler vandene som søvntræning, og støder man på sådan en debat, kan det hurtigt ligne en skyttegravskrig, hvor begge lejre har bevæbnet sig med samme slags våben; Links til diverse mere eller mindre videnskabelige undersøgelser og ekspertudtalelser.

Og hvad siger de to lejre og deres forskning? Jo, skåret helt ind til benet:

Enten ”søvntræning er skadeligt” eller ”søvntræning er ikke skadeligt”.

Og sådan kan debatten bølge frem og tilbage. Skadeligt. Ikke skadeligt. Skadeligt. Ikke skadeligt.

Men hvordan ville den her debat se ud, hvis vi prøver at hæve os op over mudderkastning og skyttegravskrig?

Formålet er her ikke en lang redegørelse for forskellige forskningsresultater og deres undersøgelser – begge lejre bekriger hinandens undersøgelser og påpeger forskellige videnskabelige fejl (læs om forskningen her og her samt den sidste nye forskning her. På dansk læs her)

Så hvad ved vi? Vi ved, at noget forskning siger det er skadeligt. Og vi ved at noget forskning siger det er uskadeligt.

I stedet for at forsøge på at diskutere dette til uendelighed, på et videnskabeligt niveau, hvor de færreste af os kan være med – da det i al ærlighed er de færreste af os, der har en ph.d. i hjerner, søvn eller babyer – bør vi forholde os til dette:

Nogen forældre fravælger søvntræning, selvom noget forskning siger det er uskadeligt. Og andre forældre vælger søvntræning til, selvom noget forskning siger det er skadeligt. Og dét bør vi forholde os til og dét bør vi debattere.

I miljøforskning og debatten om økologi findes “forsigtighedsprincippet” – som kort fortalt betyder, at hvis der i videnskaben er noget der tyder på en risiko, ved fx anvendelse af et stof, så undlader man at bruge det.

Når det nu drejer sig om familiens guld, børnene, som forældre som udgangspunkt elsker ubetinget, fristes man til at tro, at “forsigtighedsprincippet” er den naturligste selvfølge; At den potentielt skadelige søvntræning undgås og frarådes af eksperter (som fx. det australske “Association for Infant Mental Health” har gjort her)

Hvorfor vælger nogen så at benytte potentielt skadelige søvntræningsteknikker? De mest brugte argumenter for at bruge søvntræning er;

  • Mit barn har ikke taget skade
  • Alle i familien var trætte – vi havde brug for det
  • Barnet skal vide, hvem der bestemmer

Men er der tale om gyldige, gode argumenter?

“Mit barn har ikke taget skade”

At træffe beslutningen om at søvntræne sit barn, er at træffe et valg for fremtiden. Barnets personlighed udgøres af både biologiske, psykologiske og sociale faktorer, i et komplekst samspil mellem arv og miljø. At tage én handling og ud fra nogle relativt begrænsede parametre afgøre at “mit barn har ikke taget skade” er en voldsom forsimpling.

Hvert eneste barn er unikt – heldigvis – men det relevante er, at hver eneste barn har en unik grad af robusthed og sensibilitet. Hvad der blæser helt hen over hovedet på ét barn, kan være en traumatisk oplevelse for et andet barn.

Hvordan kan man som forælder vide, hvilken personlighed ens barn har, i en alder af fx 6 måneder? Kan man da træffe beslutningen om, at ens barn er robust nok, til at kunne holde til den potentielt skadelige søvntræning?  Dette er netop afhængigt af barnets temperament og robusthed, noget som intet af den relevante forskning tager højde for.

Det man må spørge sig selv om er, om man kan se på sin 6-måneder gamle baby, om den bliver en robust 6-årig, 16-årig, 26-årig eller ej? Og tør man gamble med fremtiden, ved at udsætte sit barn for søvntræning?

Et populært citat fra søvntrænings-fortalerne stammer fra en artikel i Politiken, hvor tidligere formand for Børne- og Familiepsykologisk Selskab, Julie Noack Skærbæk (autoriseret psykolog) udtaler “Så kort en intervention vil ikke have nogen betydning. Forældrene bliver jo ved med at komme igen og sige »Nu skal du sove«. Dermed mener jeg ikke, at det bryder barnets tillid”.

(NB. Med søvntræning menes der ikke, at forælderen vender tilbage, når barnet kalder, men når barnet overhøres og forælderen venter X antal minutter, før det vender tilbage til barnet, uanset at barnet er utrygt i tidsrummet).

Professor Bobby Zachariae, der er uddannet psykolog og har en medicinsk doktorgrad, anses for at være en af Danmarks førende stresseksperter, og han opererer med et helhedsorienteret bio-psyko-socialt stressbegreb. Han definerer stress som “en proces, hvor ændringer, trusler og krav fra omgivelserne udfordrer eller overstiger vores evne til at tilpasse os, hvilket kan resultere i psykologiske og biologiske ændringer, som kan have betydning for vores helbred”

 

 

Det, som overvælder individet, kan både være enkeltstående traumatiske hændelser (som søvntræning) eller at leve i vedvarende stress (eksempelvis en barndom med vold eller misbrug). Og som nævnt, vil barnets personlighed og robusthed, afgøre om det vil få en stressreaktion af søvntræning. Og vi ved, at tidligere stressreaktioner, øger risikoen for fremtidige stressreaktioner.

Har vi set forskning, der udelukker at barnet bliver mindre robust og mere modtagelig overfor stressreationer senere i livet, efter at have været udsat for søvntræning? Kan vi virkelig med sikkerhed nogensinde sige, at “mit barn har ikke taget skade”?

“Alle i familien var trætte – vi havde brug for det”

Når der kommer en baby ind i familien, er det en kæmpe omvæltning for alle – både de nybagte forældre, og for den lille ny verdensborger. Det ér hårdt. Men det er okay og helt normalt, at det er hårdt. Og at søvnen bliver mindre – for en kort periode ud af et langt liv.

Pattedyr er biologisk programmeret til at være tæt – helt tæt – på omsorgsgiveren. Omsorgsgiveren er lig med mad, varme og tryghed – altså overlevelse! En grædende baby er verdens bedste fighter – den kæmper for at holde sig i live. At være alene er livstruende for et nyfødt pattedyr.

Derfor vil en baby naturligvis reagere på at blive efterladt ved sengetid. Derudover vågner babyer om natten. Også dette er fuldstændig naturligt og normalt – og med god grund.

De mange opvågninger skyldes, at baby tilbringer mere tid i REM søvn end voksne gør, og derfor også har kortere søvnintervaller. Derudover vågner baby for at stimulere mælkeproduktionen – og dermed sikrer Kloge Baby endnu en gang sin overlevelse (læs mere her). Det er det, der kaldes biologisk normal søvn. Desuden findes der ingen beviser for at uafbrudt søvn er nødvendigt for babyer og småbørn.

Uanset hvor mange gode forklaringer, vi får på babyers søvn, så er det hårdt. Det kan være så hårdt, at man kan tage sig selv i at døse hen i køen i Fakta.

Men er vi virkelig så fantasiforladte, at den eneste løsning på trætte forældre er potentiel skadelig søvntræning? 

 

“Det er når forældre føler sig mest magtesløse de bruger mest magt” – Jesper Juul

 

For nogle familier kan søvnen være så sparsom, at forældrenes mentale helbred er belastet betydeligt.

Selv vis dette er tilfældet, så er der en overflod af andre ressourcer der giver støtte, vejledning og assistance, uden at ligge ansvaret for hele familiens søvn over på skuldrene af familiens yngste og svageste medlem – når vi nu ikke kender omfanget af konsekvenserne af søvntræning.

“Barnet skal vide, hvem der bestemmer”

Oftest fulgt op af “Børn skal lære at sove, når vi andre sover. Det er sådan man gør, og det må de lære”. Dette er et meget behavoristisk udgangspunkt, der af de fleste eksperter kaldes forældet.

Børn er ikke små maskiner, som vi kan putte mønter i, og ud kommer god opførsel.

Nå vi trykker på X knap får vi X reaktion – der er overensstemmelse mellem input og output. Når vi træner dyr til at give os Z reaktion på Z kommande – så er det behavorisme. Og sådan kan man ikke træne mennesker. Det er ikke forældreskab eller opdragelse. Det er hundetræning.

Tracy Cassel, master i klinisk psykologi og professor i udviklingspsykologi, skriver desuden dette om hele ideen om søvntræning;

“Ideen om at børn skal “lære” sunde søvnvaner, og at det ikke er fair overfor barnet, hvis man ikke tager styringen, er et vestlig synspunkt der ikke har noget grundlag, hverken historisk eller videnskabeligt. Børn har i alle tider haft ansvaret for deres egen søvn, uden særlig søvntræning, med nul negative konsekvenser. De har fulgt deres egen døgnrytme og den naturlige dag/nat cyklus når det har været muligt. I vores samfund har vi skabt skemaer og forventninger, der er baseret på et specifik, snævert syn på søvn. I den optik har børn brug for træning og vejledning for at kunne matche samfundets forventninger til, hvordan deres søvn skal se ud, men dette er forskere så småt ved at blive enige om, faktisk ikke er det bedste for børn…. I et samfund, hvor vi på daglig basis tilsidesætter og overhører, hvad der er bedst for vores krop, vil jeg argumentere for, at vores børn har en langt bedre forståelse af, hvad de har brug for biologisk end vi har”.

Hvad får forældre til at vælge søvntræning til, selvom forskning siger, at det er potentielt skadeligt? Selvom vi ikke kan forudsige omfanget af konsekvenserne, selvom afbrudt babysøvn er normal og der findes et hav af blide metoder.

Ifølge en artikel i Politiken fra 2012 har 42 % af alle forældre anvendt en form for søvntræning. Det er ikke præciseret hvilket omfang søvntræningen har haft. En ny rapport fra Egmontfonden, udgivet december 2016, fastslår at 33% af 0-3 årige børn har en utryg tilknytning og for knapt et ud af ti børn, er relationen desorganiseret. Utryg og i særdeleshed desorganiseret tilknytning er en alvorlig risikofaktor, når det gælder udviklingen af empati, moral, relationer samt skoleparathed og faglige resultater. Desuden beskriver rapporten, at 12-18 pct. af de 1-5-årige har psykiske vanskeligheder i en grad, så det påvirker deres trivsel og evne til at fungere i hverdagen.

“Noget forskning viser at søvntræning ikke er skadeligt” klinger hult efter at have læst sådan en rapport.

 

“Selvfølgelig virker det. Det virker altid, når den stærkeste krænker den svage” – Jesper Juul

 

NB! Denne artikel indeholder en debat af metoder, valg og risici forbundet med disse valg. Dette skal ikke forveksles med fordømmelse eller udskamning af enkeltpersoner.

Familieliv
Forrige artikel
Næste artikel

You Might Also Like

No Comments

Leave a Reply